Hvad er historie fortælling ?
Hvad er historie fortÆlling?

Historiefortælling er en af de allerældste kunstformer. Mennesker har altid fortalt historier til hinanden, og historierne er overalt. Historier har gennem tiden haft en opdragende funktion i samfundet og er blandt andet blevet brugt til overlevering af viden eller til at videregive normer og værdier. Det er en af grundene til, at mange gamle eventyr har en mere grum slutning end den, vi kender fra Brødrene Grimm og Disney. De onde stedsøstre i eventyret om Askepot fik oprindeligt øjnene prikket ud af fugle. Den lille Rødhætte blev ikke reddet ud af ulven. Der var altså moraler, der fortalte om, hvad der var godt eller forkert, og historierne gik fra mund til mund.

For de fleste af os hører historiefortælling nok også til nogle af vores egne første minder. Farfar, der fortalte røverhistorier fra havet, storesøster, der fortalte uhyggelige spøgelseshistorier ved sengetid og dansklærer Ulla, som fortalte eventyret om Den grimme ælling. Hvis du tænker dig om, kan du sikkert komme i tanke om en af de historier, du igen og igen bad om at høre som barn.

For historiefortælling har selvfølgelig også “bare” være rigtig god underholdning. Og det er den stadig, selvom den ikke fylder så meget i vores kultur som tidligere og nogen fejlagtigt tror, at det kun er for børn.

Den moderne historiefortælling lever stadig og kan noget helt specielt.

Historiefortælling som kunstform er mundtlig og intim. Den er et modspil til hverdagens skærme for både børn og voksne. Her samles man i nuet om at høre en historie i en stemning af intenst nærvær. Fuldstændigt som mennesker altid har gjort.

Historierne bringer os tilbage til fantasiens verden gennem ord, kropssprog og stemme. Alle i rummet skaber selv billeder i hovedet og bliver på den måde medskabere af historien. Det er en unik situation, der ikke kan genskabes en anden gang. Historiefortælling er nuets kunst.

Historier i massevis

Vi møder historier hele tiden, for de er overalt. Fra de helt små til de store og kendte. Det er alt fra når familien samles om aftensmaden og fortæller om dagens begivenheder til The American Dream med fortællingen om et menneske, der går fra at have intet til at opnå succes. Historier kan altså være del af almindelig dagligdags snak eller være betydningsbærende for et lands kultur. Biblioteker bugner med bøger med sande og fiktive fortællinger, og i taler og reklamer bruges historier til at forklare komplicerede pointer, eksemplificere eller til at skabe identifikation.

Vores hjerner aktiveres på en helt speciel måde, når vi hører historier, og det er blandt andet derfor, vi husker historier bedre end fakta. Vi identificerer os med personerne i de moderne fortællinger og lever os derfor let ind i historierne og føler med karakterernes udfordringer og op- og nedture.

Med andre ord er historier fundamentale for os som mennesker. Vi forstår verden gennem historier, og historier bliver brugt til at fortolke både vores historier og vores samtid. Sådan har det altid været.

Den moderne historiefortælling lever i Danmark, og her er historier for alle. Der er dem, for voksne og dem, for børn. Dem, der er forberedt, dem, der findes på på scenen, nogle med sang, nogle med hvisken, nogle helt korte og nogle ret lange. De alvorlige historier, de sjove, de uhyggelige og alle dem midt imellem. Som kunstform er historiefortælling lige så alsidig som en film eller en roman.

Historiefortælling er noget helt særligt og skal opleves i virkeligheden.